Om mig

Jeg er på mange måder en ganske almindelig vestjysk, midaldrende kvinde, med to voksne sønner og et job som billedkunst- og historielærer. Det i sig selv er jo et bidrag til verden, men jeg føler selv at jeg mit væsentligste bidrag er det som jeg skriver. Både når jeg skriver om lokal- og slægtshistorie og når jeg skriver om feministiske emner.

Jeg har udgivet en lokalhistorisk bog om min families slægtsgård. Gården ejer jeg sammen med min ene søn, og jeg bor i det stuehus mine tip-tipoldeforældre byggede i 1832. Det fortæller jeg om i bogen, som hedder “Samme himmel, samme jord”.

På min blog “Et feministisk blik” har jeg i perioden 2015-2021 reflekteret over emner og problemstillinger, som især knytter sig til seksualitet, det feminine, normer og kunst – og til visuelle kulturer som fx porno.

Problemstillingen om, hvorvidt man kan inddrage porno som emne i folkeskolens seksualundervisning, blev emnet i mit bachelorprojekt på læreruddannelsen. Projektet skrev jeg om til et manuskript, som jeg nu udgiver i mindre indlæg på min anden blog: “Debatoplæg”.

Find links til begge blogs i menuen.

Fordi jeg er billedkunstlærer laver jeg en del kreativt – mest i billedkunstfagets regi, hvilket vil sige, at jeg ikke fordyber mig i en bestemt kunstnerisk retning men laver lidt af hvert og ofte med en undervisningsvinkel. Noget af det, jeg har lavet, kan ses på Instagramprofilen: Galleri Rahbek. Der er link i menuen.