Jeg er på mange måder en ganske almindelig vestjysk, midaldrende kvinde, med to voksne sønner og et job som billedkunst- og historielærer. Men jeg skriver også en del, både lokal- og slægtshistorie og blogindlæg om feministiske emner. Det ene for at bevare oplysninger og fortællinger om fortiden. Det andet for at påvirke holdninger og skubbe til vores forestillinger om hvordan verden skal se ud.
Jeg har udgivet en lokalhistorisk bog om min families slægtsgård. Gården ejer jeg sammen med min ene søn, og jeg bor i det stuehus mine tip-tipoldeforældre byggede i 1832. Gårdens historie fortæller jeg om i bogen, som hedder “Samme himmel, samme jord”.
På min blog “Et feministisk blik” har jeg i perioden 2015-2021 reflekteret over emner og problemstillinger, som især knytter sig til krop, køn, seksualitet, det feminine/maskuline, normer og ligestilling.
Problemstillingen om, hvorvidt man kan inddrage porno som emne i folkeskolens seksualundervisning, blev emnet i mit bachelorprojekt på læreruddannelsen. Projektet skrev jeg om til et manuskript, som jeg nu udgiver i mindre indlæg på min anden blog: “Debatoplæg”. Det er så nørdet som det lyder – og handler ikke så meget om porno i sig selv som om de normer der begrænser os når emnet skal behandles i undervisningen.
Find links til begge blogs i menuen.
Fordi jeg er billedkunstlærer laver jeg en del kreativt – mest i billedkunstfagets regi, hvilket vil sige, at jeg ikke fordyber mig i en bestemt kunstnerisk retning men laver lidt af hvert og ofte med en undervisningsvinkel. Noget af det, jeg har lavet, kan ses på Instagramprofilen: Galleri Rahbek. Der er link i menuen.